Kunst- Hop 1 i Sorø Kommune

I Sorø Kommune er Kunst-Hop 1 en del af KulturKaptajner. Her inviteres alle 0-2-årige børn i kommunens vuggestuer og dagplejer med på en børnekulturel dannelsesrejse sammen med en kunstner og voksne fra deres egen institution/dagpleje. Sammen går de på opdagelse i sang, musik og rytmik under titlen ”En musikrejse for de mindste”.

Indhold

Sanserne skal skærpes. Ørerne skal fyldes til lyden af sang og rytmer. Der skal leges og danses med tørklæder og sæbebobler og ikke mindst skal børnene spille på selvbyggede instrumenter.

Skibet bliver ladet med spændende oplevelser, når børnene gør stop forskellige steder på rejsen:

1. stop: De forbereder sig, inden de får besøg af en kunstner i institutionen.
De skal synge og bevæge sig samt bygge egne instrumenter (raslere).

2. stop: I et seks ugers forløb (6 gange à 30 min. pr. gang) får børnene besøg af musiker og komponist Siri Garde Myggen. Hun vil som styrmand bringe børnene sikkert og trygt i havn på deres første rejse med KulturKaptajner, hvor de på egen krop skal opleve, hvordan de kan bruge kunsten til at udtrykke sig om livet. Børnene inviteres på en magisk musikrejse med hjemmelavede instrumenter, sange, lege og hygge. Der arbejdes med nye og gamle børnesange gennem forskellige metoder (sang, bevægelse, improvisation, stemmebrug, sanser). Børnene bestemmer i fællesskab, hvordan musikrejsen skal udvikle sig ved at komme med nye ideer og bestemme rammen for legene undervejs. På den måde erfarer børnene, at sang og musik aldrig er statisk, men kan udforskes og udvikles, hvis bare vi bruger vores fantasi og kreativitet.

3. stop: Efter at Siri Myggen har været på besøg i institutionen, danser, synger, spiller og leger børnene videre med de voksne i vuggestuen/dagplejen. Undervejs viser de også deres forældre noget af det nye, de har oplevet på rejsen.

Mette Nurup, som er pædagog i daginstitution Magdalene Haven siger om forløbet:
“Det er en stjernestund for børnene. De deltager med stor glæde, koncentration og nysgerrighed, når vi får besøg af kunstneren. De er også blevet mere modige – ligesom personalet. Vi har fået mere mod på og lyst til at arbejde med sang og musik i institutionen”

Læringsmål

Gennem sang og musik udvikler de mindste børn deres fantasi, kreativitet, sociale kompetencer, sprog og koncentration, og de oplever at tage del i et legende fællesskab med plads til alle.

Forløbet ”En musikrejse for de mindste” er udviklet, så det understøtter pædagogiske mål inden for flere læreplanstemaer i Den styrkede pædagogiske læreplan på følgende måder:

Kultur, æstetik og fællesskab

  • Vi laver selv instrumenter, farver dem, putter glimmer på, og vi mærker og sanser, hvordan de føles og lyder. Vi oplever forskellig dynamik
  • Vi mærker og kaster tørklæder og sanse alle farverne, der flyver over os. Vi ser verden gennem forskellige farver.
  • Vi bruger tørklæderne som rekvisit, sanser og mærker dem og udvider det taktile, når vi vifter luft på hinanden.
  • Vi oplever lyden af kalimbaen – en æstetisk oplevelse. Vi oplever at tage del i et kulturelt fællesskab med sangen og musikken som omdrejningspunkt. Det etableres ved den (på sigt) genkendelige lyd af kalimbaen som start og slut instrument.

Natur, udeliv og science

  • Vi opdager, at tørklædet svæver og daler langsomt ned, når vi kaster det op i luften
  • Vi oplever at man kan puste sæbebobler, at de kan svæve og at vi kan prikke dem i stykker, puste dem videre, måske få dem til at sidde på hånden osv.
  • Vi synger om flyvemaskiner på himlen, natten og vejret, og understøtter det med tørklæderne
  • Vi opdager, at vi kan putte forskellige ting i beholdere og få dem til at sige en lyd. Lydene er forskellige afhængigt af, hvordan vi bygger instrumenterne. Vi kan få lydene til at starte og stoppe ved at sætte instrumenterne i bevægelse
  • Når vi akkompagnerer på trommen, understøtter vi musikkens puls – det kunne man kalde for ”musikkens dna” og har i virkeligheden meget med science at gøre

Social udvikling

  • Alle mødes i kredsen, vi siger hej til alle og samler fælles fokus
  • Vi slutter som vi startede – fælles i kreds og siger tak for nu

Alsidig personlig udvikling

  • Vi inviterer børnene til at stå frem og finde på nye bevægelser – demokratisk medbestemmelse. Vi kan understøtte barnets kropslige udvikling ved at vælge bevægelser, de er optagede af, eller som de kan blive inspirerede af at se de andre gøre
  • Vi inviterer børnene til at stå frem og finde på nye gemmesteder eller ting, der skal med i bussen – demokratisk medbestemmelse

Kommunikation og sprog

  • Vi benævner de forskellige kropsdele
  • Vi understøtter sangene med enkelte fagter for at øge forståelsen
  • Vi skaber øjenkontakt med alle, smiler osv.
  • Vi siger lyde, laver fagter og finder på nye sjove ting, der kan være i bussen.

Krop, sanser og bevægelse

  • Vi gemmer tørklæderne i hånden og kaster dem op i luften
  • Vi gemmer instrumenter og mærker forskellige kropsdele
  • Vi gemmer os og titter frem igen
  • Vi bevæger os i tråd med teksten, laver fagter der understøtter sangen og leger med bevægelsesmønstre
  • Vi oplever at være både ”vilde” og helt i ro
  • Vi hopper, strækker os, kravler og løber for at nå sæbeboblerne og prikke dem

Forberedende pædagogworkshop

Forløbet involverer kompetenceudvikling for pædagogisk personale i vuggestuer og dagplejer. Første del af kompetenceudviklingsforløbet består af en 2,5 timers workshop, hvor indholdet koncentrerer sig om teoretisk gennemgang af Sommerfuglemodellen og æstetiske læreprocesser samt afprøvning af metoder i det musikalske forløb, som kunstner Siri Garde Myggen vil benytte sammen med børnene.

I anden del besøger kunstner Siri Myggen hver vuggestuegruppe to gange à 50 min. mhp. at overvære og supervisere det pædagogiske personale i deres videre arbejde med sang/musik/rytmik med børnene. Alle vuggestuer og dagplejer får en KulturKaptajner-kuffert med materialer som optakt til det videre arbejde med sang/musik/rytmik med børnene efter endt forløb med kunstneren.

Tidsplan 22-23

Der afvikles forløb i alle vuggestuer og dagplejer i perioden september 2022 til juni 2023. Herefter begynder vi forfra i august 2023.

Evaluering

Der bliver til alle kulturforløb i Kumult! lavet en survey, hvor pædagogisk personale, lærere og elever på mellemtrinnet og udskolingen evaluerer deres oplevelse af kulturforløbene med kunstnere.

I evalueringen er der særligt fokus på at undersøge i hvilken grad kulturforløbene er med til at styrke børnenes kreativitet, og om de giver inspiration og metoder til selv at arbejde med kreative læringsprocesser i egen praksis.

Klik her for at komme til evalueringen

Scroll til toppen