Kunst-Hop 1 i Sorø Kommune

I Sorø Kommune er Kunst-Hop 1 en del af KulturKaptajner. Her inviteres alle 0-2-årige børn i kommunens vuggestuer og dagplejer med på en børnekulturel dannelsesrejse sammen med en kunstner og voksne fra deres egen institution/dagpleje. Sammen går de på opdagelse i kunstens verden. Vuggestuerne deltager i kulturforløbet ”En musikrejse for de mindste”, mens dagplejerne deltager i kulturforløbet ”En teaterrejse for de mindste”.

Indhold Dagplejen -En teaterrejse for de yngste

Kulturforløbet “En teaterrejse for de yngste” er under udvikling.
Afviklingen forventes at finde sted i periode jan.-juni 2025

Indhold Vuggestuen -En musikrejse for de yngste

Sanserne skal skærpes. Ørerne skal fyldes til lyden af sang og rytmer. Der skal leges og danses, hygges og lyttes.

Det er tredje år i træk, at kommunens vuggestuer deltager i musikforløbet ”En musikrejse for de mindste”. Dette års musikforløb bygger videre på sidste års musikforløb med udvidet musikfaglighed og kunstnerisk fordybelse. Nye sangark, metoder og instrumenter bliver en del af forløbet. I dette års musikforløb vil der være særligt fokus på krop og sanser. Hertil vil en faldskærm være et nyt element i daginstitutionernes kuffert.

Skibet bliver ladet med spændende oplevelser, når børnene gør stop forskellige steder på rejsen:

1. stop: Børnene forbereder sig, inden de får besøg af en kunstner. Musikkufferten findes frem og sange synges.

2. stop: I et 8 ugers forløb (8 gange à 30 min. pr. gang) får børnene besøg af de professionelle musikere Siri Myggen og Lykke Borello. Børnene inviteres på en magisk musikrejse med sange, bevægelseslege og hygge. Der arbejdes med nye og gamle børnesange gennem forskellige metoder (sang, bevægelse, improvisation, stemmebrug, sanser). Børnene bestemmer i fællesskab, hvordan musikrejsen skal udvikle sig ved at komme med nye ideer og bestemme rammen for legene undervejs. På den måde erfarer børnene, at sang og musik aldrig er statisk, men kan udforskes og udvikles, hvis bare vi bruger vores fantasi og kreativitet.

3. stop: Efter at Siri Myggen og Lykke Borello har været på besøg, danser, synger og leger børnene videre med de voksne i vuggestuen. Undervejs viser de også deres forældre noget af det nye, de har oplevet på rejsen.

Læringsmål

Gennem sang og musik udvikler de mindste børn deres fantasi, kreativitet, sociale kompetencer, sprog og koncentration, og de oplever at tage del i et legende fællesskab med plads til alle.

Forløbet ”En musikrejse for de mindste” er udviklet, så det understøtter pædagogiske mål inden for flere læreplanstemaer i Den styrkede pædagogiske læreplan.

Den oplevede effekt og værdi af ”En musikrejse for de mindste” i kommunens vuggestuer er blevet undersøgt i marts 2023. Resultater fra undersøgelsen viser bl.a. at 100% af personalet i vuggestuen oplever, at kulturforløbet i høj eller nogen understøtter indholdet i læreplanstemaerne.

Udtalelser fra pædagoger:

  • ”Børnene inddrager sangene i deres egne lege og er selv begyndt at tage initiativ til musikken og samlingen”
  • ”Jeg er blevet mere tryg, modig og har fået lyst til at spille og synge med børnene”
  • ”Det er en stjernestund for børnene. De deltager med stor glæde, koncentration og nysgerrighed, når vi får besøg af kunstneren. De er også blevet mere modige – ligesom personalet. Vi har fået mere mod på og lyst til at arbejde med sang og musik i institutionen”.

Forberedende pædagogworkshop

Kulturforløbet involverer kompetenceudvikling for pædagogisk personale i vuggestuen

Workshop for pædagogisk personale i Sorø Kommunes vuggestuer
Onsdag d. 4. september 2024 kl. 17:00-20.00 på Sorø Rådhus

Workshoppen bygger videre på tidligere workshops med en præsentation af det nye KulturKaptajner-forløb og fokus på refleksion over erfaringer fra sidste års musikforløb v/ Maria Holst Andersen (børnekulturkonsulent i Sorø Kommune). Der vil også være musikalske workshops og oplæg om metoder v/ de professionelle musikere i forløbet Siri Myggen og Lykke Borello.

Alle vuggestuer har ifm. tidligere kulturforløb fået udleveret en KulturKaptajner-kuffert med forskellige materialer som optakt til det videre arbejde med sang, musik og bevægelse med børnene efter endt forløb med musikeren.

Tidsplan 24-25

Der afvikles forløb i alle vuggestuer og dagplejer i perioden august 2024 til maj 2025
6-ugers forløb i 24/25 i vuggestuer med Siri Myggen:

Grønnegården
Holberghaven
Krongården
Græshoppen

6-ugers forløb i 24/25 i vuggestuer med Lykke Borello:

Alsted-Fjenneslev
Sandlyng
Ventemøllegården
Magdalenehaven
Villa Villakulla
Regnbuen
Skovhuset Sorø
Troldehaven
Naturbørnehuset

Dagplejen

Forløb og tidsplan følger…

Evaluering

Der bliver til alle kulturforløb i Kumult! lavet en survey, hvor pædagogisk personale, lærere og elever på mellemtrinnet og udskolingen evaluerer deres oplevelse af kulturforløbene med kunstnere.

I evalueringen er der særligt fokus på at undersøge i hvilken grad kulturforløbene er med til at styrke børnenes kreativitet, og om de giver inspiration og metoder til selv at arbejde med kreative læringsprocesser i egen praksis.

Tryk her for at komme til evalueringen

Scroll to Top