
Krop og Koreografi 26/27
Krop og koreografi på 6. årgang arbejder med metoder om TRYGHED, SAMSKABELSE OG LIVSKRAFT i en kunstnerisk proces. Med udgangspunkt i kreativitet og samarbejde vil forløbet muliggøre historiefortælling med kroppen samt eksperimentere med koreografiske sammenhænge – alt sammen med en professionel danser fra Aaben Dans.
I den kunstneriske dans er der ingen konkurrence. Det handler ikke om at være hurtigst, stærkest eller bedst. Det gælder om at finde glæden ved bevægelse af egen krop i samarbejde med de andre og måske vil musikken hjælpe på vej.
Det er et bevægelsesforløb med masser af kreative opgaver, hvor det vigtige vil være at turde at give slip, vække sin nysgerrighed og opfinde nye bevægelser.
Inden Aaben Dans kommer på besøg skal idrætslæreren have gennemgået en lille bevægelsesopgave med eleverne. Opgaven kan med fordel tage udgangspunkt i vores 3 nedslagsord TRYGHED, SAMSKABELSE OG LIVSKRAFT. Via idrætsfagets ’dans og udtryk’, kan idrætslæreren beslutte hvilken opgave, der har mest relevans fx i forhold til, hvad der allerede er gennemgået.
Til lærerworkshoppen vil hver idrætslærer have udtænkt bevægelsesopgaven. Alle andre samt Aaben Dans bistår idrætslæreren med noter omkring forståelse og muligheder for videreudvikling.
Indhold
Hver forløb starter med opvarmning, bevægelsesopgaver og kreative øvelser. Derefter begynder arbejdet med at skabe egne dansebevægelser. I sidste del af danseforløbet sammenkædes elevernes danse til sammenhængende koreografier.
Undervejs i forløbet bliver eleverne bedt om at reflektere over følgende spørgsmål: Hvad er meningen med koreografien og hvordan kan vi bruge dansen i andre forståelsessammenhænge?

Hvorfor krop, bevægelse og koreografi?
Bevægelse har dokumenteret positiv effekt på både koncentrationsevne og læring. Den mest ideelle form for fysisk udfoldelse til at fremme læring er aktiviteter, der er udfordrende, varierede og som indebærer succesoplevelser.
Dansen skaber et rum, der egner sig godt til elever med uro i kroppen og udfordrer de stille elever på evnen til at stå frem. Alle bevægelser og kropsudtryk er valide – her tager vi udgangspunkt i sin egen krop og dens formåen. Når eleverne skaber koreografiske forløb sammen, skal de samarbejde, gå på kompromis samt anerkende hinanden og hinandens ideer. Det er vigtige redskaber, der både kan bruges i skolen og i fritiden.
Forberedende lærerworkshop
For at sikre det bedste udgangspunkt for samarbejdet mellem klasselærer/trivselslærer i klassen og danseunderviser, så skal alle involverede lærere om 6. årgang deltage i tre timers lærerworkshop, hvor dele af forløbet gennemgås.
I forbindelse med afholdelse af forløbet på skolen, er det vigtigt at:
- Skolen stiller en opvarmet (og ren!) gymnastiksal til rådighed med et musikanlæg.
- Der skal være ro i salen, når eleverne er der – det er altså ikke hensigtsmæssigt, at rummet bruges til gennemgang.
- Eleverne skal møde i træningstøj med lange bukser, bare fødder eller bløde idrætssko.
- Læreren forventes at være til stede og deltagende, hvis ikke fysisk deltagende, så som observatør. Dels for at kunne hjælpe, hvis der er elever der har brug for det, og dels for at de erfaringer, der bliver gjort i løbet af ugen kan bruges og forankres i klassen bagefter.
Lærerworkshoppen afholdes af Lars Bjørn
Tid: tirsdag d. 4. august 2026 kl. 9-12
Sted: Multisalen, Frederiksberg Skole, Sorø.
Tidsplan skoleåret 26/27
2026
Danseforløbet består af 4 modulers danseundervisning à 1½ times (2 lektioners) varighed, som lægges hen over samlede dage indenfor en uge. Undervisningen foregår på skolerne.
Holbergskolen
6.a 1. og 2. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 47
6.b 3. og 4. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 47
Sorø borgerskole
6.a 1. og 2. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 48
6.b 3. og 4. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 48
2027
Pedersborg Skole
6.a. 1. og 2. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 2
6.b. 3. og 4. modul mandag t.o.m. torsdag i uge 2
Frederiksberg Skole
6.a 1. og 2. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 3
6.b 3. og 4. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 3
6.c 5. og 6. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 3
Stenlille Skole
6.a 1. og 2. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 5
Ruds Vedby Skole
6.a 3. og 4. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 5
Sorø Privatskole
6.x 1. og 2. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 8
6.y 3. og 4. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 8
6.z 5. og 6. lektion mandag t.o.m. torsdag i uge 8
Evaluering
Der er til alle kulturforløb lavet en survey, hvor både lærere og elever evaluerer deres oplevelse af kulturforløbet med kunstnere.
I evalueringen er der særligt fokus på at undersøge i hvilken grad kulturforløbene i Kumult! er med til at styrke elevernes kreativitet og om de giver inspiration og metoder til at arbejde med kreative læringsprocesser.
Klik HER for at komme til elevevalueringen
Klik HER for at komme til lærerevalueringen
Læringsmål
Danseforløbet er udviklet til 6. klasse og har som læringsmål, at eleven:
- Bevidstgøres om krop og kropskontrol
- Bliver tryg ved at deltage i danseundervisningen og opnår forståelse for forholdet mellem tillid og ansvar.
- Udvikler sine samarbejdsevner og hjælper sig selv og andre med positiv feedback
- Kan samarbejde om at skabe og huske en længere koreografi
Læringsmålene er koblet til færdigheds- og vidensmålene:
Dans og udtryk
- Eleven kan udføre sammensatte bevægelsessekvenser
- Eleven har viden om koreografiske virkemidler
- Eleven kan udvikle fælles koreografier og udtryk
Samarbejde og ansvar
- Eleven har viden om samarbejdsmetoder
Krop og identitet
- Eleven kan samtale om kropsidealers betydning for identitet
De 7 K´er
Vi arbejder med relationerne i klassen og understøtter klassemiljøet generelt. Dansen opfylder flere af skolens faglige og menneskelige mål. Dansearbejdet er tværfagligt, og vi kategoriserer det i 7 læringsdimensioner DE 7 K´ER, som er Krop, Kreativitet, Koreografi, Kollektivitet, Kommunikation, Kollaboration, Kritisk tænkning. Hent gerne hele materialet til ”DE 7 K´ER” gennem linket her De 7 K´er – AABEN DANS
Vi lægger op til, at lærere bruger materialet til dels at se, hvad dansearbejdet indeholder og dels hvilke elementer, de kan bruge i undervisningen efter danseforløbet.
